Jeg har (gen)fundet min gode gamle PS2 frem fra hylden, hvor den efter jeg fik Xbox360 i huset har fået lov at samle støv. For et par uger siden besøgte jeg min lokale spilbiks, for at belønne mig selv med en lille gave. Hvad det var for, er jeg ikke helt sikker på. Kan ikke huske jeg har lavet noget belønningsværdigt i lang tid. Ud over tvangsarbejde for at kunne betale husleje… Faktisk er jeg begyndt at vaske op mere jævnligt. Ja, så må det nok have været derfor.
Nå, men anyways- Et alvorligt anfald af lommesmerter gjorde, jeg automatisk kunne slippe for at kigge på titler af nyere dato og i stedet styre direkte mod de brugte spil. I den sammenhæng er jeg enormt glad for min Xbox, for selvom de fleste spil på hylderne er enten Fifa07 (har jeg allerede købt), Perfect Dark Zero og Prey, så er 2nd hand udbuddet i hvert fald bedre end til PS3: holy crap!
Men så alligevel. Bioshock: 430 kr, Halo3: 460, Orange Box: 500. Brugtmarkedet er altså ikke den discountguldgruppe, som jeg synes at kunne huske fra min barndom. Hold kæft, hvor rakte 50,- kroner langt i Læsehesten i Reberbansgade (Aalborg). Nå, ja de havde så heller ikke meget andet end falmede tyndslidte østtyske pornoblade og Chesney Hawkes cd’er (stolt tidligere ejer af dem begge!). Hov! Forresten ville de heller ikke give mig pengene tilbage for et Indina Jones-spil, jeg købte, som ikke virkede – så op i røven med dem!
Nej, ingen nostalgi her. Blockbuster og EB Games er i de mindste ærlige med at snyde alle nogenlunde ligeligt. Men den dag så det altså ud til at jeg måtte gå hjem med en snottet FPS fra Xboxens første lidet imponerende serie af udgivleser… indtil jeg pludselig kom til at kigge over på PS2-spillene. Så gik det op for mig, hvor mange klassikere, jeg egentlig var gået glip af. Jeg har selvfølgelig læst og hørt meget om Ratchet & Clank, Sly, Devil May Cry, Jak & Daxter, Final Fantasy osv. Men min indkøb af spil har altid været ret tilfældige og dikteret af min katastrofale økonomi. Men nu! Stod de der alle sammen på hylderne – til en fjerdedel af den oprindelige pris.
Først slæbte jeg Devil May Cry med hjem. Jeg havde lige anmeldt 4’eren (som var ret sjovt) og fik lyst til endnu en dosis japansk super-kitsch. Og ih du milde monsterdræber! Der fik jeg fuld valuta for pengene. Devil May Cry kom i 2001, og det er en evighed og tusind grafikmaskiner siden, men det holder fandme stadig i dag. Ja, alting er flottere og går hurtigere i 4’eren, men i bund og grund er det stadig fuldstændigt det samme spil. Hmmm… det siger vel i virkeligheden mere om det nye spil end det gamle. Men skid hul i det! Den dag, jeg ikke længere synes, det er sjovt at smadre fugleskræmsler fra helvede med en overdimensioneret sværdfallos, er den dag, hvor jeg fortjener at min Xbox eksploderer i hovedet på mig (men det er fandme ikke endnu!).
Og efter det første Devil May Cry (besluttede mig for at variere sortimentet lidt inden jeg går på udkig efter fortsættelserne) fandt jeg alle 3 Ratchet & Clank spil – til 30 kr pr stk!!!! Og igen – der er løbet meget vand og ligegyldig metervare snotagtige spil (Halo) gennem åen siden det første spil, men det er simpelthen stadig et ypperligt platform spil med et plot, der er ligetil en pixar-film. Og så er Clank uden sammenligning den mest elskelige spilkarakterer, der er skabt siden Ms. Pac-Man. Banedesignet er mere varieret end de fleste spil i dag, alt er psykedelisk farvestrålende, og våbenarsenalet ser ud til at være lavet i samarbejde mellem Fischer-Price og Black Mesa.
Så indtil Grand Theft Auto 4 udkommer (eller et eller andet sensationelt ”out-the-blue”-spil rammer Xboxen – æh… nok ikke sandsynligt), vil jeg glemme alt om dyre metervareprodukter og gå på opdagelse i det store skatkammer, der er Playstation2’s bagkatalog. Hep hep, for de gamle billige slidstærke spil!
